Kan du klage over en årskarakter?

Har du en årskarakter, du ikke forstår, er det en god ide at tage en snak med din respektive lærer om det. Der kan måske være en god forklaring til din karakter. Men det kan jo være, at I er helt uenige om bedømmelsen af din karakter. Finder du karakteren urimelig, er det muligt at rette en klage over denne til skolens ledelse.

Du skal dog have ret gode argumenter for din klage, da en skoles ledelse sjældent vil ændre på en lærers faglige vurdering. De fleste skoler vil derfor ofte bare afvise klagen, med mindre du har en god begrundelse. Derfor er det bedst at tage den direkte med din faglærer.

Normalt vil du kunne klage til Undervisningsministeriet over afgørelser, som din skole har taget, men det gælder ikke for årskarakterer, da der er tale om en faglig vurdering. Du kan altså kun klage over skolens afgørelser i sager, hvor du mener, at skolen bryder loven. Og det gør en dårlig årskarakter ikke. Hvis skolen bryder loven kan der indgives en klage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, når klagen vedrører retlige spørgsmål.

Styrelsen kan ikke efterprøve det faglige skøn af eleven i klager over en afsluttende standspunktskarakter, som en lærer har givet. Styrelsen har med andre ord kun eventuel mulighed for at give klager medhold, hvis det kan konstateres, at der foreligger væsentlige retlige mangler. Hvis der foreligger væsentlige retlige mangler kan styrelsen give skolens leder pålæg om at sørge for, at der foretages en ny vurdering.

Proceduren for klager til styrelsen over skolens leders afgørelser af klager til skolen over en afsluttende standpunktskarakterer kan findes i § 74 i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser (retsinformation.dk).

Du kan læse mere om reglerne hos Undervisningsministeriet, hvor de har lavet en vejledning i at klage over skolens afgørelser.

Til gengæld kan du godt klage over eksamenskarakterer - det kan du læse mere om dette i vores klagevejledning ved eksamen.